Tweet
De sidste par måneder har jeg haft orlov fra arbejdet, med det formål at tage på en lidt længere gennemrejse i Sydamerika sammen med kæresten. Herunder til Colombia.
Som så mange andre steder har kaffeproduktionen i Colombia til tider haft det hårdt. Faldende priser på verdensmarkedet i 90'erne, problemer med kafferust, en ny generation der ikke brænder for at overtage familievirksomheden, etc. Læg til det Colombias væbnede konflikter og et produktionsapparat der ikke står mål med den meget industrialiserede produktion i eksempelvis Brasilien, og man begynder at fornemme udfordringerne.
For at imødekomme disse udfordringer, er det meget almindeligt, at en kaffefarm ("en finca") har åbnet dørene for turister. Nogle steder tilbyder guidede ture og kurser af forskellig art, men andre er også gået skridtet videre og lader turister bo.
Vi valgte at benytte os af sidstnævnte, og endte med at bruge 4 nætter på en lille lokal finca, som på mange måder slet ikke var gearet til at have gæster - men det var perfekt. Jo mere autentisk des bedre. Den lille størrelse betød at ejeren var meget nærværende under vores ophold, og tog os med ud i marken for at fortælle om produktionen.
Jeg havde selvfølgelig også forestillet mig, at jeg skulle drikke en masse fantastisk kaffe.. Men..
Generelt var jeg overrasket over, hvor dårlig kaffe medarbejderne drak på fincaen. Altså, virkelig dårlig! Elendig! Ejeren var ganske ærlig omkring dette, og sagde at alt den gode kaffe typisk bliver eksporteret, mens man i Colombia selv beholder den dårlige. Det er først indenfor de seneste år, at de selv er begyndt at drikke specialkaffe, og her er da også relativt langt mellem de rigtig gode cafeer - selv i de større byer som Medellin, hvorfra jeg skriver nu.
Jeg fik dog lejlighed til at smage noget af fincaens gode kaffe, som ejeren primært havde til eget forbrug, og det var en udsøgt fornøjelse. Jeg kan desværre ikke huske bønnen specifikt, men den var lettere og meget mere floral end meget andet kaffe jeg har smagt før. Den var også ristet til en mellemlys profil, ulig meget andet kaffe her.
I øvrigt var han meget overrasket over at høre, at jeg laver min espresso på mellemristede bønner. Hvilket nok også forklarer, hvorfor det er sådan en udfordring at skaffe en god espresso her i landet. Hvis jeg skulle sige noget overordnet om kaffen i Sydamerika, er den ikke noget at skrive hjem om. Bortset fra en håndfuld lyspunkter har jeg dælme drukket meget snask i løbet af de sidste to måneder, og jeg savner efterhånden min egen morgenrutine. Men den skal jeg nok komme tilbage til tidsnok
Ikke desto mindre - hvis andre skulle befinde sig på disse kanter i anledning af sommeren, kan det varmt anbefales at tage et ophold på en kaffefinca. Og gerne en lille af slagsen. Det var en rigtig god oplevelse, både sjovt og lærerigt.
Som så mange andre steder har kaffeproduktionen i Colombia til tider haft det hårdt. Faldende priser på verdensmarkedet i 90'erne, problemer med kafferust, en ny generation der ikke brænder for at overtage familievirksomheden, etc. Læg til det Colombias væbnede konflikter og et produktionsapparat der ikke står mål med den meget industrialiserede produktion i eksempelvis Brasilien, og man begynder at fornemme udfordringerne.
For at imødekomme disse udfordringer, er det meget almindeligt, at en kaffefarm ("en finca") har åbnet dørene for turister. Nogle steder tilbyder guidede ture og kurser af forskellig art, men andre er også gået skridtet videre og lader turister bo.
Vi valgte at benytte os af sidstnævnte, og endte med at bruge 4 nætter på en lille lokal finca, som på mange måder slet ikke var gearet til at have gæster - men det var perfekt. Jo mere autentisk des bedre. Den lille størrelse betød at ejeren var meget nærværende under vores ophold, og tog os med ud i marken for at fortælle om produktionen.
Jeg havde selvfølgelig også forestillet mig, at jeg skulle drikke en masse fantastisk kaffe.. Men..
Generelt var jeg overrasket over, hvor dårlig kaffe medarbejderne drak på fincaen. Altså, virkelig dårlig! Elendig! Ejeren var ganske ærlig omkring dette, og sagde at alt den gode kaffe typisk bliver eksporteret, mens man i Colombia selv beholder den dårlige. Det er først indenfor de seneste år, at de selv er begyndt at drikke specialkaffe, og her er da også relativt langt mellem de rigtig gode cafeer - selv i de større byer som Medellin, hvorfra jeg skriver nu.
Jeg fik dog lejlighed til at smage noget af fincaens gode kaffe, som ejeren primært havde til eget forbrug, og det var en udsøgt fornøjelse. Jeg kan desværre ikke huske bønnen specifikt, men den var lettere og meget mere floral end meget andet kaffe jeg har smagt før. Den var også ristet til en mellemlys profil, ulig meget andet kaffe her.
I øvrigt var han meget overrasket over at høre, at jeg laver min espresso på mellemristede bønner. Hvilket nok også forklarer, hvorfor det er sådan en udfordring at skaffe en god espresso her i landet. Hvis jeg skulle sige noget overordnet om kaffen i Sydamerika, er den ikke noget at skrive hjem om. Bortset fra en håndfuld lyspunkter har jeg dælme drukket meget snask i løbet af de sidste to måneder, og jeg savner efterhånden min egen morgenrutine. Men den skal jeg nok komme tilbage til tidsnok
Ikke desto mindre - hvis andre skulle befinde sig på disse kanter i anledning af sommeren, kan det varmt anbefales at tage et ophold på en kaffefinca. Og gerne en lille af slagsen. Det var en rigtig god oplevelse, både sjovt og lærerigt.
har du tid og mulighed så fortsæt endelig, kunne også være sjovt at se nogen cafe'er både de knap så gode og de få bedre 
Comment