BILLEDER IKKE OVERFØRT
SCAE Danmark har afholdt pressekonference forud for WBC og Wonderful Coffee i København. EspressoBar brugeren Michael Rasmussen (EPO) tog imod EspressoBars opfordring og tog ud til pressekonferencen som vores repræsentant. Læs herunder den interessante artikel, som Michael har sendt os.
Der skal selvfølgelig lyde en stor tak til Michael for at han gad gøre denne store indsats for at vi alle kan få et indblik i hvad der foregik på dagen. Michael har også taget video, som vil blive offentliggjort, så snart redigeringsarbejdet er overstået.
en 30. Maj var verdenspressen indkaldt til pressemøde. Pressemødet er startskud for de kommende World Barista Championship, stedet var The Coffee Collective’s kaffeværksted i Jærgerborggade 10, København.
Jeg havde i dagens anledning fået lov til at være EspressoBar’s udsendte medarbejder, da det sædvanlige crew af hårdarbejdende E-Bar administratorer trods alt havde andet at lave end at drive en populær kaffehjemmeside.
Dagen startede fint, men tidligt, det tager trods alt noget tid at transportere sig fra Østjylland til København. Om det var morgentrætheden eller bare almindelig glemsomhed der gjorde det ved jeg ikke, med jeg begik den kæmpefejl at tage af sted uden kaffe, så dagen startede med DSB kaffe, føj!!
Men det gjorde bare glæden større da jeg nåede frem til Jægersborggade, hvor jeg ud over den almindelige morgen travlhed, blev mødt af en super oplagt Casper Engel, som kom med de seks magiske ord “vil du ha’ en kop kaffe?”
Efter at have konsumeret dagens første kop rigtige kaffe, kunne min hjerne så små koncentrere sig om, hvad der ellers forgik i værkstedet.
Når jeg tog et kig rundt i lokalet kunne jeg se Søren Stiller Markussen og hans sæt af øllebrødsgryder og glas og tragte og andet udstyr, jeg kunne også se nogle officielle SCAE folk, men ingen som jeg umiddelbart kunne identificere som pressefolk.
Jeg havde regnet med, at jeg til min debut som rapporter skulle holde mig lidt i baggrunden og lade de professionelle pressefolk styre showet, og så havde jeg regnet med, at jeg kunne snige mig til at tage et par billeder eller 10 og måske filme lidt video undervejs. Men da klokken slog 10, viste min observation sig at være rigtig, ingen af de tilstedeværende personer var pressefolk, verdenspressen havde åbenbart “glemt” at komme.
Så i stedet for at holde mig i baggrunden, var jeg lige pludselig den eneste “journalist” og måtte derfor helt uforberedt agere håndholdt TV rapporter. Og når jeg siger håndholdt, så skal det tages helt bogstavligt.
Søren Stiller havde jo ikke stillet alt sit signatur isenkram frem bare for at pakke det sammen igen, så om ikke andet kunne han da få lidt træning med publikum og med et par kompetente smagsdommere. Det at der ikke var nogle, i kaffe-sammenhæng, intetanede journalister til stede, var måske med, at det hele blev lidt mere nørdet, end det ellers ville have været, hvilket passede mig fint. Jeg syntes bl.a. det var interessant at høre Sørens overvejelser omkring hans signaturdrik samt at høre om hans skifte af kaffe til TCCs espressoblend, og som følge der af også skift af mælk. I det hele taget var der mange spændende samtaler undervejs.
Stemningen var også meget afslappet og uformel, og Sørens evner til at improvisere blev undervejs prøvet af Da caféen var åben under hele seancen og da forretningen altså også skulle passes, var der et par pauser ind i mellem, hvor Søren måtte vente på at Casper fik lavet kundernes kaffe. Pauserne blev så brugt til at snakke om forskellige ting såsom vandkvalitet, og om man skal ændre blenden efter vandkvaliteten, eller om man skal gå TCC.
Men der blev selvfølgelig også lavet kaffe, da øllebrøden blev kogt færdig lavede Søren fire stk. cappuccino, og mens han lavede den ene flotte rosetta efter den anden, var der blandt publikum en lidt morsom snak om, hvorvidt Søren var blevet 2nd best, eller om han var runner up til sidste latte art VM. Der blev under alle omstændigheder lave fire flotte capa’s og de blev konsumerede med tilhørende tilfredse “ummm” lyde.
Så var det blevet tid til signatur drik. Som sagt var det interessant at høre, hvilke tanker Søren havde gjort sig med sin drik. For de som ikke ved det, kan jeg fortælle at drikken består af øllebrød ala Søren Stiller Markussen og espresso. “Øllebrød ala Søren” minder på mange måder om klassisk dansk/nordisk øllebrød og så alligevel ikke. Søren fortalte bl.a. om utallige eksperimenter med at riste kaffebønner og rugbrød sammen og han fortalte om forsøg med forskellige sukker typer før den valgte Mørke Muscovadoråsukker blev fundet. Der havde også været forskellige rugbrødstyper i spil før valget faldt på den tyske pumpernickel (gør i øvrigt jeg selv den tjeneste og tjek historien bag det navn, det er en ret sjov historie).
Øllebrøden blev kogt og blev derefter sigtet ned i en kande. Her var det i øvrigt helt rart at se, at selv de bedste kan lave fejl. Da Søren skulle hælde øllebrøden ned i sigten, have han lige glemt at sigten ikke stod over kanden, men over en drypskål, hvilket resulterede i øllebrød ud over det meste af bordet. Søren bandede diskret over sig selv og fik flyttet sigten over til kanden. Han var dog ikke hurtig nok, for mens han stod og tørrede bordet af, var Klaus hurtig med kameraet og fik foreviget det hele. Dette fik smilet frem på de flestes læber, men mon ikke Søren gerne havde set at det billede ikke var blevet taget. Men efter dette intermezzo pianissimo forsatte Søren med sin signaturdrik. Smagspanelet blev instrueret i, at de skulle blande drikken i glasset, inden de drak den.
Jeg var så heldig og få lov at smage drikken, og jeg må sige Sørens intentioner om at få drikken til at værre klassisk nordisk og for mange af os måske endda nostalgisk i smagen, er lykkedes til fulde. Alle ingredienserne var let genkendelige men præsenteret på en helt ny måde. Jeg må da indrømme, at jeg da kom til at tænke på min barndom og min mormors øllebrød. Men samtidig var kaffesmagen helt tydelig, selvom der var kommentarer om, at den godt måtte have haft mere kaffe smag. Det kan jeg kun sige, at jeg er uenig i. Jeg syntes, balancen mellem det bitre, syrlige rugbrød og det søde frugtige sukker og kaffe var helt perfekt og det bedste af det hele var efter min menig eftersmagen, som var blød lækker og fyldig. 10 min efter jeg havde drukket den var den stadig hel tydelig i min mund. Hvis den kunne købes på den lokale café, ville jeg helt sikkert være fast kunde.
Resten af pressemødet gik med lidt kaffe hygge snak og snak om, hvordan man kunne få verdenspressen til at forstå, at det var en kæmpefejl, at de ikke var mødt op. Men lidt mere interessant for EspressoBars brugere var nok at Søren fortalte, at han til WBC ikke vil bruge storskærmsvideoen, men i stedet vil gå efter en mere simpel præsentation. Men mon ikke Søren selv skal have lov til at fortælle mere om, hvad det går ud på. Et andet interessant samtaleemne var et forslag om at lave en opskriftsbog med WBC-signaturdrinks, hvilket jeg personlig synes kunne være rigtig sjovt.
Inden dagens pressemøde glædede jeg mig rigtig meget til det kommende WBC og jeg kan kun sige, at efter pressemødet glæder jeg mig endnu mere.
Har du kommentarer eller spørgsmål til denne artikel, er disse meget velkomne i vores forum.