Vi har modtaget følgende artikel fra EspressoBar-bruger Henrik Skinbjerg (aka Nrik). Vi håber at I ligesom os nyder den passionerede historie og de mange flotte billeder. Tak til Henrik for bidraget til EspressoBar
I 1912 åbnede Guiseppe Cimbali sit værksted for hydraulisk tætning og generel reparation i centrum af Milano. Det var 30m2 og der var tre ansatte inklusive Giuseppe selv.
I starten af 1930erne opkøbte han så en af sine kunder – S.I.T.I. – der lavede espressomaskiner, og omdøbte det hele til ”Giuseppe Cimbali”.
I 1990 opkøbte ”La Cimbali” som det nu hed, konkurrenten Faema og herunder også to andre brands, nemlig Casadio og Hemerson.
I 2012 åbnede Gruppo Cimbali så deres kombinerede kursus-center og museum for espressomaskiner, som hedder MUMAC – Museo del Macchina di Caffé espresso. Her kan få lov at se deres imponerende samling af historiske espresssomaskiner, som alle er i perfekt stand ( i hvert fald visuelt) og opstillet historisk, så man kan se udviklingen gennem tiden.
På hjemmesiden http://mumac.it/ kan man læse lidt mere information, noget står dog kun på italiensk. Besøgstiderne lader til at afhænge om de har noget uddannelse kørende samtidigt, og man skal under alle omstændigheder lave en aftale.
En guided tour koster 50€ og ellers kan man downloade deres audio-guide app gratis, og selv navigere sig frem.
De er lidt sløve til at svare på emails, så planlæg gerne dit besøg i god tid.
MUMAC ligger lidt ude i et industriområde, og der er selvfølgelig en vis risiko for kø på motorvejen, så vi kom ca. en time senere en aftalt.
Det er også lidt svært at finde den rigtige indgang til den smart designede røde bygning, men der er en stor motoriseret port og en meget lille parkeringsplads inde bagved.
Heldigvis er der en is-bar i verdensklasse lige ved siden af MUMAC, så kør eventuelt i god tid og snup en is inden besøget hvis trafikken alligevel glider fint.
I de første par sale der dækker årene fra 1900 til 1930erne, og maskinerne er ofte opretstående og enkelte er kul- eller gasfyrede.
Stilskiftet fra Belle Époque til Art Deco får en til at drømme sig tilbage til en svunden tid.
Man bliver fuldstændig overvældet af alt det højglans-polerede stål og krom, og selv når man hiver lidt i håndtagene så virker alting helt som nyt ( jeg ved faktisk ikke helt om man må).
Fra ’40erne og frem kommer der tryk håndag (levers) og et mere rockabilly design vinder frem.
I 70’erne leges med andre overflade-teksturer og pastel-farver, og de første udgaver af Faemas E61 bryggehoved dukker op.
I det sidste rum har de splittet en La Cimbali M100 Valerio Comett
i i stumper og hængt dem op i snore enkeltvis.
Smukt.
Mens vi var på MUMAC var de ved at skyde en reklamefilm / demofilm af en ny Faema E71 maskine, og det gjorde de i caféen. Dog var vi lidt kække og fik alligevel lov til at få en espresso ( husk i Italien : ingen mælkedrikke efter kl. 10:00) og lidt kaffesnak.
Den meget venlige unge mand forklarede entusiastisk om den bønne vi smagte, og lod elegant som om at han ikke så at vi tog billeder af det arbejdende film-set.
Mine rejsekammerater var ikke synderligt interesserede inden besøget, men bagefter kan jeg love for at de også var forelskede i de flotte maskiner.
Og hvis man er vild med italienske maskiner så kig også lige forbi Alfa Romeo museet, det er kun en halv times kørsel væk.
