Søndag d. 12.01 afholdes “Kværnjam 2014”
At der blot var tale om en sjov tanke og løs snak, skulle hurtigt vise sig at blive gjort til skamme, da en bruger på Espressobar luftede idéen om at mødes for at teste espressokværne.
Interessen var lynhurtigt stor og tilslutningen tilsvarende og derfor voksede arrangementet hurtigt ud af de private gemakker. Espressobar viste sig hurtigt fra sin bedste side, da flere tilbød deres hjælp og da der kom et tilbud om at bruge lokalerne hos Copenhagen Coffee Lab var valget nemt.
Arrangøren af arrangementet, Kristian Knudsen, som er flittig bruger på espressobar, forklarer her lidt om baggrunden for idéen:
“Fælles for os alle er, at vi som udgangspunkt er amatører. Det er meget få af os, som arbejder med kaffe til daglig, men vi har en stor passion for kaffen. Mange af os har efterhånden udstyr stående på køkkenbordet for mange tusinde kr., men lige så mange er nok også startet, der hvor rigtig mange almindelige danske gør; nemlig med en maskine fra Kvickly, en Nespresso eller en Francis Francis fra Magasin.
Nogle vil mene, at nævnte maskiner ikke fejler noget, mens andre vil sige, at når man først har oplevet hvordan en rigtig espresso kan smage og måske endda lavet sin egen første af slagsen, så starter våbenkapløbet for alvor.
Pointen er nemlig, at rigtig mange begår en meget stor fejl ved indkøb af udstyr. Alt for mange, inklusive jeg selv, er alt for fokuseret på maskinen og ikke på kværnen, hvilket er den absolut største fejl og nok den mest udbredte i denne del af kaffeverdenen. Jeg tænkte selv da jeg startede, at “de der kaffenørder” må da være bindegale, hvis de mener at jeg skal købe en kværn til over 1.000 kr!! – og nu kigger jeg på kværne til 10.000 kroner – brugt!
Når man så skal købe en kværn og har spinket og sparet, kan være meget svært at prøve en kværn før et køb og hvis endelig, så har de enkelte forhandlere kun en eller ganske få modeller stående. Derfor er man som køber overladt til subjektive anmeldelser på nettet, fora og andet – og til 10.000 kr. er det ikke den nemmeste beslutning trods alt.
Derfor tror jeg, at netop dette arrangement faldt i så god jord hos mange og vi skal “sparke dæk” og teste, se og føle og bare prøve at få fornemmelsen af alle kværnene på en gang og selvfølgelig smage om der er forskel på dem”
Om arrangementet kan siges, at alle de store kværne vil være repræsenteret og alt lige fra Mahlkönig K30, Compak K10 Fresh, Robur og Kony, La Cimbali og San Marco samt Casadio og hvad ved jeg. Alle kværnene skydes ind og så vil vi smage på forskellene og se på hvordan de opfører sig med den samme espressobønne. Testen skal vise de forskelligheder og smagsnuancer som vi indtil videre kun har kunnet gætte om.
Arrangementet er sponsoreret af følgende virksomheder:
– KaffeAgenterne
– KaffeMekka
– Strandvejsristeriet
– Aroma Herning
– The Coffee Collective
– HOH BWT
– Copenhagen Coffee Lab
– Øristeriet
– ChiliHouse
Der skal lyde en stor applaus fra EspressoBar til alle sponsorer!
Læs mere om arrangementet og følg debatten i forum-tråden ’Kværnjam i København – Dato sat d. 12.01’